Aktiviteter
 

Bueskydning og buejagt

   

 Bueskydning i Greve Jagtforening
Uanset om du er 8 år eller 80 år, så velkommen til bueskydning i Greve Jagtforening, hvor vi tilbyder bueskydning hele året rundt - Vi skyder til både skiver og 3D dyr, der opstilles fra gang til gang og er godt 35 medlemmer i bueafdelingen, hvoraf mange har buejagttegn. 

Gæsteskytter kan købe dagskort, pris kr. 25,-. Har du ikke egen bue/pile eller har glemt at tage dit eget grej med, så kan foreningens buer og pile lejes for 25 kr./dag. Bemærk at mistet eller ødelagt pil koster 100 kr./stk. Vi har recurve- og compound buer til rådighed i både børn- og voksenstørrelser.

HUSK vedr. lånebuer
Såfremt du gerne vil låne en bue, SKAL du senest dagen før træning kontakte Thomas Poulsen på telefon 27 95 22 61. 


Åbningstider
Hele året rundt har vi åbent hver søndag fra kl. 10.00 og nogle timer frem, alt afhængig af fremmøde. I sommerhalvåret har vi også åbent onsdage fra kl. 18.00.

Buejagt vs riffeljagt

 

Lige siden stenaldertiden har jægere dræbt for fødens skyld, med et bredt sortiment af projektiler udviklet til at gennemtrænge kødet og afbryde vildtets vitale funktioner (organer). 

 
Disse projektiler har haft et utal af former lige fra det simpleste håndspyd til det mest raffinerede blødnæsede riffelprojektil.
 
I den amerikanske forhistorie var kastespyddet det vigtigste våben i op imod 10.000 år, efterfulgt af bue og pil i næsten 2.000 år, og af skydevåben de seneste 500 ar. Alle tre våben har været effektive jagtvåben, ellers var brugeren af dem hurtigt død af sult.

 

Det er menneskeligt at springe over hvor gærdet er lavest, og jægere har karakteristisk brugt de mest effektive våben, de kunne lægge deres hænder på. Steppeindianeren, der jagede buffalo, opgav hurtigt sin korte recurvebue til fordel for den mere effektive flintelåsbøsse, og den jagende eskimo på havet byttede hurtigt sit spyd ud med en Springfield-riffel, da dette våben blev tilgængeligt. Jægeren - i modsætning til fritidsjægeren - ønsker at sætte mad på bordet på den letteste måde. Vor overbefolkede og civiliserede verden er i nyere tid kommet frem med et mærkeligt fænomen: at jage for rekreation og ikke for overlevelse. Dette fænomen har på mange måder udviklet sig til en tilbagevenden til ældre jagtvåben - våben som bue & pil. Ved at foretrække sådanne ældre våben begrænser den moderne jæger sin effektivitet og forøger udfordringen på sin jagt. Der kan overhovedet ikke herske nogen tvivl om, at den moderne magasinriffel er noget mere praktisk som jagtvåben end buen. En riffel har mindst otte gange så effektiv en rækkevidde og byder på hurtig repetering, hvis det første skud ikke rammer. En riffel er også mere nøjagtig på alle afstande, fordi den kan holdes roligere mod skulderen og er udstyret med præcisionssigtemidler såsom korn og kærv eller teleskopisk kikkert. I tilknytning hertil giver den ikke vildtet nogen chance for at undgå projektilet. En kaliber .270 med en 8 grams kugle bevæger sig med op til 1.000 m i sekundet, en hastighed der er for hurtig til at et dyr kan undvige. Som følge heraf er der ingen tvivl om, at den moderne jagtriffel er betydelig mere effektiv end buen & pilen, når det kommer an på at ramme vildtet.

 
Anatomien er grundlaget.
Siden moderne buejagt blev til en jagtform for ca. 40 år siden, har der fra flere sider lydt tvivl om pilens dræbende effekt. I visse tilfælde har denne tvivl fået lov til at blomstre op til nogle forudindtagne holdninger mod buejagt, nogle fordomme baseret på forestillinger om at drab med pil er en inhuman måde at benytte, en langsom og pinefuld død for et hvilket som helst dyr der bliver gennemboret af dette primitive projektil. Denne tvivl har ført til en ophedet og uvenlig diskussion mellem nogle buejægere og andre jægere - en diskussion der ofte mangler kendsgerninger og er meget følelsesbetonet. Det første trin på vejen, i diskussionen om kuglen contra pilen, er at få nogle meget fundamentale kendsgerninger slået fast om vildtets anatomi. Hvert evig eneste stykke vildt er udstyret med iltafhængige kropsceller som holder dyret levende på tre måder:
 
1.      Cirkulationssystemet som pumper iltberiget blod gennem dyrets krop;
2.      Åndedrætssytemet der sørger for en konstant leverance af ilt til dette blod og
3.      Det centrale nervesystem, der styrer blodcirkulationen og andedrættet via hjerne og rygmarv.
Når en jæger dræber et dyr fratages ganske enkelt dyrets kropsceller den livgivende ilt ved at destruere et eller flere af disse tre systemer. Ligegyldigt hvilket projektil han bruger vil han hurtigt:
a.       Dræbe et dyr hvis han invaliderer åndedrætsstystemet ved at punktere eller sammenklappe lungerne.
b.      Afskære cirkulationen af iltberiget blod til kroppens celler ved enten at stoppe hjertet eller dræne dyrets arterier for blod, eller
c.       Ved alvorligt at skade det centrale nervesystem ved at ødelægge rygmarven eller hjernen (der på den anden side omgående har indflydelse på åndedrætssystemet og - eller cirkulationssystemet).
 
Om et jagtprojektil dræber mere eller mindre hurtigt og humant afgøres helt og holdent af dets mulighed for at afbryde et eller flere af disse tre vitale systemer. Det var så nok om dyrets fundamentale anatomi. Lad os derefter se, hvad der nøjagtig sker, nar en kugle eller pil trænger igennem dyrets kød. Når vi har konstateret disse kendsgerninger, er det nogenlunde enkelt af afgøre, hvor effektivt hver type projektil kan afbryde de vitale kropsfunktioner og hvor hurtigt døden indtræder.
 
Riffelprojektilet.
Lige før en normal blødnæset kugle kommer i kontakt med kød, består den af en klump bly dækket af kobber med en kaliber på mellem 5,6 og ca. 11,6 mm. Når projektilet træffer, begynder den udvendige kobberkappe at flade ud i paddehattefacon, dette sker dramatisk under det voldsomme tryk der er mellem projektilet og vildtets kød. Hvor hurtigt, og hvor dramatisk denne champignonseffekt sker, er afhængig af en mængde forskellige faktorer som f.eks. projektilets konstruktion, dets hastighed før det rammer, dets rotationshastighed, hvor spændte vildtets muskler er nar projektilet rammer, om projektilet rammer knogler savel som kød og sidst, men ikke mindst, hvor stort vildtet er.
 
Alle velkonstruerede blødnæsede jagtprojektiler har et fællestræk, og det er, at de udvider sig med helt op til 100% i diameter før kraften er opbrugt, eller for de går igennem dyret. Ved en sådan voldsom udvidelse opstar der et kuglehul i vildtets krop - en overdimensioneret kanal rundt om kuglen som herefter ofte lukker til. Med andre ord: Projektilet destruerer kødet i en kort afstand rundt om dets bane gennem vildtets krop. Ved denne voldsomme kraft opstår der en blodrille i kødet der er noget større end den diameter som den ekspanderende kugle har fået. Der sker også et såkaldt hydrodynamisk chok, skønt dette normalt er minimalt og kun beskadiger det mere fine væv som nerver og rygmarvsstrenge. Jeg har personligt skudt adskillige hundrede stykker storvildt med kugle, og mine observationer er sammenfaldende med andre rutinerede storvildtjægeres.
 
Som sagt, en kugle åbner en sårkanal, der er noget større end dens egen diameter, nar den er ekspanderet fuldt ud: Den afbryder af og til vitale organer gennem væskebølgen i cellevævet selvom den ikke har rørt dem; men under ingen omstændigheder slår den dyret til jorden som om den havde fået en håndgranat. Jo større dyret er, desto mindre er effekten af den såkaldte kuglechockvirkning - et dyr på 50 kg tegner maske når det træffes af en 11,2 grams kugle fra en .30-06, men et dyr på 350 kg eller en elg på 600 kg tegner sjældent, på at den er blevet ramt af et af disse bly og kobberprojektiler. Døden indtræder fordi een eller flere af kroppens vitale organer er blevet afbrudt, men ikke på grund af et eller andet magisk kuglechok, der kan sidestilles med en 12 punds forhammer mellem øjnene. Størrelsen af kuglens sårkanal er først og fremmest afhængig af hastigheden.
 
Almindeligvis kan man sige, at jo langsommere kuglens hastighed er, desto mindre vil champignoneffekten være, jo mindre indgangshullet er, desto mindre vil det hydrodynamiske chok eller vædskebølgen være. Et 130 grains (8 gram) kaliber 270 Winchester projektil har en hastighed på ca. 900- 1000 m/s og gør sædvanligvis mere skade end en tilsvarende 300 grains ( 19 gram) kaliber 45-70 kugle, der flyver afsted med 500 m/s til trods for 45-70 kuglens større diameter.
 
 
Jagtpilen
Til sammenligning rammer en jagtpil med betydelig mindre hastighed end en kugle - nemlig omkring 55 - 60 m/s når den bliver afskudt fra en moderne jagtbue. Det er pilespidsen, der forårsager skaden, selve pileskaftet sørger kun for massen bag pilespidsen, der driver den i dybden. Alle storvildt-jagtpilespidser hedder "broadheads", de består af flere blade konstrueret til at skære en stjerneformet kanal i dyrekroppen. En "broadhead" (jagtod) vil rotere en smule umiddelbart før den rammer (resultatet af "helical fletching" for at opnå maksimal retningsstabilitet), men pilen ophører med at rotere, idet den trænger ind i vildtet. Den skærer et antal fine sårkanaler, der svarer til det antal blade "broadheaden" har. Den almindelige moderne storvildt "broadhead" har en 3 - 4 ægget pileod der skærer en sårkanal på omkring 28 - 30 mm i diameter. Dette er betydeligt større end den bane eller kanal der blev skåret af en traditionel indianerpileod som sjældent var mere end 19 - 20 mm bred og kun var 2 ægget.
 
En jagtpileod må være barberbladsskarp for at opnå maksimalt resultat, en kendsgerning, som bade oldtidens savel som de moderne buejægere er klar over. En skarp pileod gør tre ting, som en sløv pileod ikke gør: Den trænger dybt ind uden den store friktion, skærer et større hul, fordi den skærer alt over, hvad den berører i stedet for at skubbe alt bevægeligt kod til siden, hvilket igen bevirker et minimum af blodkoagulation i såret, fordi færre kropsceller bliver beskadiget i selve såret, hvorfor mindre væv bliver afgivet, der starter denne indviklede, blodgeleagtige kemiske reaktion som hedder koagulation. En skarp pileod vil trænge dybere ind, skære en større sårkanal og forårsage en meget hurtigere og friere blødning end en sløv. Moderne buejægere er uhyre omhyggelige med at skærpe deres od, den oldnordiske buejæger og spydkaster brugte odde afslået af forskellige sorter af vulkanske klipper såsom kvarts eller flint. Det interessante er, at disse oldnordiske pileodde endda var skarpere end de moderne staludgaver. (Glas har en meget tættere molekylestruktur end stål og far derfor en meget finere æg.) Derimod må man sige, at den moderne pileods størrelse med dens ekstra æg gl6ø den til en betydelig mere effektiv klød-skærer end dens oldnordiske forgænger.
 
Energi betyder intet!
Man kan undre sig over, hvordan en pil, der flyver med en hastighed af 55 - 60 m/s kan tage konkurrencen op med en kugle, der bevæger sig med en hastighed af op til 1.000 m/s. Imidlertid er projektilets hastighed af mindre betydning, når det først har ramt vildtet. Den eneste betydningsfulde faktor er størrelsen og tilstanden af den sårkanal den forårsager. Dette og dette alene afgør hvor hurtigt dyret forender. Myten om det store chok har altid været årsagen til at man lagde så stor vægt på energien opgjort i kpm eller i joule. Disse små matematiske spidsfindigheder bliver udregnet på basis af projektilets vægt og dets hastighed. De fleste rutinerede riffeljægere har i mange ar haft deres tvivl om værdien af ovennævnte, fordi energien alene ikke er afgørende for kuglens dræbende effekt. Garvede Afrika jægere, som har brugt forskellige patroner på mange forskellige typer vildt, oplyser at den gamle kendte .30-06 sædvanligvis dræber lige så godt som den enorme .460 Weatherby, og dette star jo direkte i modsætning til myten om den enorme chockvirkning.
 
De ballistiske entusiaster bedrager sig selv, når de taler om den enorme energi denne eller hin patron har. På grund af manglende erfaring, forudsætter de automatisk at kpm dræber vildtet. Til helvede med disse kpm, det er sårbanens placering der dræber! Skønt den gennemsnitlige 35 - 40 grams jagtpil rammer med mindre end 6,5 kpm i energi udvikler den sædvanligvis en sårbane der er lige så stor og lige så lang som den hastige kugle. En af årsagerne hertil er, at den er meget bedre formgivet end riffelprojektilet, ganske simpelt fordi den slipper igennem vildtet næsten uden nogen form for friktion; derfor har den ikke behov for den voldsomme hastighed og energi som kuglen nødvendigvis må bruge for at udvikle en lang og bred sårbane. En jagtpileod placeret i et dyrs lunge vil sædvanligvis gå lige igennem dyret efterladende et hul på nøjagtig bredden af pileodden. Til sammenligning kan nævnes at selv de bedst formgivne projektiler ofte ikke er i stand til at opnå fuld gennemtrængning ved sideskud til lungerne, og de udvikler heller ikke sårkanaler, der er større end den af pilen opnåede.
 
Træf i knogler
Pileodden stoppes sædvanligvis brat når den rammer et skulderblad fordi den ganske simpelt ikke har energi nok til at gennemtrænge en så voldsom forhindring. En velkonstrueret kugle vil på den anden side smadre et hårdt objekt som et skulderblad og lave et forfærdeligt svineri ved bade indgangs- såvel som ved udgangshullet. Her kan man tale om den magiske energi og her overgår projektilet pilen. Blødt fløjeligt kød har en tilbøjelighed til at absorbere kuglens energi på nogenlunde samme måde, som skumgummi absorberer en chockvirkning. Denne energi har derimod en voldsom effekt når det går igennem knogler. En jagtpileod, der rammer direkte i knogler som rygraden, eller i hovedet, kan gennemtrænge dybt nok til at gøre fatal skade, men en sådan placering må være helt nøjagtigt for a have den ønskede effekt. I modsætning hertil transmitterer kuglen sin energi på en voldsom måde gennem diverse knogler, hvorved der opstår stor skade selv nar den er placeret dårligt F.eks. nar et dyr rammes af en kugle på en a rygsøjlens tappe sker det ofte, at selve rygsøjlens nervevæv bliver beskadiget, hvorved dyret dræbes hurtigt. Et dyr der rammes samme sted med en pil vil højst sandsynligt overleve.
 
Drabseffektivitet
Hvordan sætter vi kuglen og pilen op imod hinanden nar talen er om at træffe forskellige steder på vildtets krop? Hvor godt kan hver af disse to typer projektiler afbryde vildtets kropsfunktioner og hvor hurtigt dræber de vildtet? Det sted, alle erfarne jægere forsøger at ramme, er vildtes vitale brystparti som indeholder lungerne, hjertet og store dele af hovedarterierne. Med mindre dette område er nået via skulderbladet, så vil et projektil placeret her kun møde blødt kød bortset fra et par få tynde ribben der på ingen alvorlig måde forhindrer gennemskud af hverken pil eller kugle. Hvis en eller begge lunger bliv punkteret af et hul på mere end ca. 1,5 cm i diameter, vil de hurtigt klappe sammen og dyret dør af iltmangel indenfor ca. l0 sek. Dette er en solid medicinsk kend gerning. Hvis hjertet rammes eller beskadiges vil blodcirkulationen øjeblikkelig stoppe, og dyret dør ligeledes hurtigt (indenfor ca. 8 sek). Hvis et projektil på eller anden måde trænger ind i brystkassen uden at ramme lungerne eller hjertet klapper lungerne alligevel sammen og døden indtræder indenfor 1 min. Størrelsen af indgangs- og udgangs hullet afgør hvor hurtigt dyret vil forende da mængden luft der suges igennem disse huller er ; afgørende for, hvor kort tid det tager for lungerne at klappe sammen.
 
Almindeligvis må man sige, at både kugle såvel som pil der med den samme effektivitet nar begge har truffet de blødere dele af brystet. Der er man; mange variabler involveret her, men både kugler såvel som pileodde, der punkterer lunger får dem til at klappe hurtigt sammen - døden indtræder øjeblikkeligt. Det er normalt, at et dyr, der er ramt i lungerne af en pil eller kugle, løber fra 50 - 100 m før det forender; en begivenhed, der blot tager et par sekunder. På lignende vis indtræder døden hurtigere når hjertet eller dele af brystet er ramt, idet dette ligeledes stopper cirkulationen. Det er interessant at bemærke, at en jagtpil igennem brystkassen ikke dræber dyret ved blødning - det dræber ved kvælning, idet det berøver dyret dets ilt nøjagtig på samme måde som en kugle dræber ved kvælning. Det er en almindelig men forkert opfattelse, at en pil sædvanligvis dræber ved at frembringe et massivt blodtab. Hvis vi skal rekapitulere, så har kuglen en lille fordel, nar det gælder træffere i rygsøjlen, i hovedet og på skulderbladet, fordi den har en tilbøjelighed til at producere en mere iøjnefaldende ødelæggelse. Et solidt træf i rygsøjlen eller hovedet med begge typer af projektiler bevirker næsten øjeblikkelig død fordi det centrale nervesystem delvis eller helt og holdent bliver immobiliseret, hvilket stopper funktionerne i lungerne hjertet og / eller andre organer der er involveret i åndedrætsfunktionen og cirkulationen.
 
Dårlige skud
Alle jægere kommer på et eller andet tidspunkt ud for et dårligt placeret skud med kugle eller pil der resulterer i at waiden, køllen eller andre yderliggende områder bliver ramt. En kugle eller en pil som kommer til at afskære en af de større arterier der fører iltrigt blod til disse områder vil også være hurtigt dræbende - dyret vil ganske enkelt miste blodet på en overordentlig hurtig made. Cellerne vil ikke blive tilfort ilt og dyret forender. Hovedarterierne som en jæger kan ramme ved et uheld er carotes eller halspulsaren som løber op langs med halsen til hjernen; aorta eller hovedpulsaren der løber direkte under rygsøjlen; pylorica eller den pulsare der løber igennem maveregionen, og de to femoralis arterier eller bagløbspulsårer der afløber fra hovedpulsåren ved halebenet ned ad indersiden af køllerne. Blodfiltrerende organer som lever og nyrer er forbundet med hovedarterierne og nar disse organer bliver ramt er resultatet stort set det samme. Døden vil indtræffe indenfor et minut eller så, nar disse organer træffes. Døden indtræffer dog hurtigere med en skarp pileod end med en kugle, fordi den første forårsager et meget renere snit, hvor blodet ikke har tilbøjelighed til at koagulere. Sagt meget enkelt: Jo finere snit desto hurtigere flyder blodet, først og fremmest fordi det ikke koagulerer.
 
Det kan anskueliggøres på en anden made: Hvis man skærer sig ved barbering med kniv bløder man over længere tid, end hvis man blot far en hudafskrabning eller slår sig selv over fingrene med en hammer. Hvis man træffer yderliggende områder uden at overskære hovedarterierne er pileodden helt og holdent et mere humant jagtprojektil. En kugle pulveriserer kødet og efterlader et udgangshul af en vis størrelse. Dette pulveriserede kød får ofte blodet til at stoppe men efterlader såret helt åbent for infektion. I modsætning herti skærer en pileod en fin sårkam som til at begynde med bløder men samtidig renser såret for der efter at lukke til, en forsegling der helt og holdent forebygger infektion. Skønt der findes riffeljægere, der regner bue og pil som notorisk redskab til anskydning vildt savner denne opfattelse hvert grundlag. I Amerika har man statistisk kunnet konstater at buejægere relativt set ikke anskyder flere dyr end riffeljægere. Disse statistiske undersøgelser har ligeledes konkluderet at vildt ramt rygsøjlen eller på skulderbladet med en pil næsten altid har overlevet med et minimum af ubehageligheder, hvis de da ikke døde på stedet.
 
Summa summarum:
Det vigtigste, nar man taler om at nedlægge storvildt på effektiv måde, er jægerens egen evne placere sit projektil i de vitale organer såsom lunger og hjerte og ikke typen af projektil. Når færdighed først er opnået er forskellen mellem kugle og pileod rent akademisk, for ligegyldig hvad man bruger, bliver resultatet nøjagtig det samme. Det dyr man skyder på vil forende.
 Home    Sitemap  Foretrukne
Greve Jagtforening - Et godt sted at være...