Jagtskydning er den mest almindelige lerduedisciplin i Danmark. Disciplinen består af bagduer, højre sideduer, venstre sideduer og spidsduer. Serierne skydes som serier á 24 duer eller 40 duer. Du kan vælge at skyde regulære serier eller træne hvor du har lyst og ønsker at blive bedre. Ammunitionen er kun stålhagl str. 7-9 og højeste tilladte vægt er 28 gr. På jagtbanen er der ved at komme nye regler, såleders skal der på 40-duers serier skydes: enkelt, double, enkelt, double, enkelt, double og enkelt på hver stand, og ved 24-duers serier skal der skydes: enkelt, double,enkelt, double på hver stand.
Nordisk Trap
Nordisk trap kaldtes tidligere jægertrap. Serien på 25 duer består af bagduer i forskellige vinkler og skydes fra de 5 standpladser med 5 duer fra hver standplads og kun ét skud pr. due. Skytten står med geværet ved hoften som udgangsposition. Geværet må så først hæves til skulder når duen er kaldt ud og kan ses. Ammunition er kun stålhagl str. 7-9 og højeste tilladte vægt er 24 gr.
Sporting
En meget jagtrelevant disciplin hvor en serie består af 25 duer. Ved standpladserne er anbragt lister med numre som refererer til de numre der står på husene hvorfra duerne bliver kastet. Du vil opleve "krydsende duer", "trækkende ænder", "hoppende kaniner", "rejsende krikænder" m.m. Op til 6 skytter kan skyde ad gangen. Der skydes både til enkeltduer og til doubleer. Det er tilladt at bruge to skud på enkeltduerne. Ammunitionen er kun stålhagl str. 7-9 og højeste tilladte vægt er 28 gr.