Historie: Den Irske Setter er formentlig blevet til ved slutningen af det 17. århundrede. Det er ikke synderlig kendt uden for Irland, at der findes to racer af Irsk Setter, men det er temmelig sikkert, at den rød/hvide er den ældste af dem, og at omhyggelig, selektiv avl frembragte den ensfarvede røde. Da Irske Settere mødte i udstillings ringen – lige efter midten af det 19. århundrede – var der en del forvirring med hensyn til, hvilken farve de burde have.
Mod slutningen af det 19. århundrede havde den røde Setter praktisk talt overskygget den rød/hvide, som blev så sjælden at man regnede den for uddød. I løbet af 1920’erne tog man fat på at genopbygge racen, og i 1944 var den så godt retableret at den havde sin egen klub. I dag ses racen i pæne antal på irske udstillinger og markprøver.
Den nuværende klub (The Irish Red & White Setter Field & Show Society) blev dannet i 1981, og racen er ved klubbens bestræbelser og styring vel etableret både nationalt og internationalt. Irsk Rød/Hvid Setter konkurrerer med held mod andre stående jagthunderacer, og der findes nu et pænt antal både brugs- og udstillings champions.
Helhedsindtryk: En særdeles behagelig ledsager og ven både hjemme og i marken. Stærk, meget harmonisk og velproportioneret, uden grove træk; mere atletisk end
Temperament: Aristokratisk, ivrig og intelligent. Den udviser en mild og venlig holdning, men bag den ligger mærkbar beslutsomhed, mod og godt humør. Den Rød/Hvide Setter er en meget venlig og pålidelig jagthund, der er let at træne.
Hoved:
Bredt i forhold til kroppen.
Skalle : Hvælvet, uden den fremtrædende nakkeknude, der ses hos den røde Setter.
Stop : Godt stop.
Næseparti : Tørt og kvadratisk.
Kæber : Over- og underkæbe er helt eller næsten lige lange.
Bid : Regelmæssigt tandsæt. Saksebid er det ideelle, men tangbid accepteres.
Øjne: Mørkt nøddebrune eller mørkebrune. Runde, en anelse fremtrædende og uden synlig, rød bindehinde.
Ører: Ansat i højde med øjnene og godt tilbage. Ligger tæt ind til hovedet.
Hals: Moderat lang, meget muskuløs, men ikke for svær. Den er let buet og helt uden tendens til løs hud ved struben.
Krop:
Stærk og muskuløs.
Ryg : Skal være stærk og godt muskuløs.
Bryst : Dybt, med godt hvælvede ribben.
Hale: Moderat lang; den når ikke neden for haseleddet og er kraftig ved roden. Den må ikke være knudret og bæres i højde med ryggen eller lavere.
Lemmer: Godt muskuløse og senede, med kraftig knoglebygning.
Forpart:
Skuldre : Godt tilbagelagte.
Albuer : Frie, hverken ind- eller udaddrejede.
Underarm : Lige og senede, med god benstamme.
Mellemhånd : Stærk.
Bagpart: Bred og stærk. Bagbenene fra hofte til haseled er lange og muskuløse.
Knæ : Velvinklet.
Haseled : Godt lavt ansat, hverken ind- eller udaddrejet.
Mellemfod : Fra haseled til pote moderat lang og stærk.
Poter : Tæt sluttede, med rigelige frynser mellem tæerne.
Bevægelse: Bevægelsen i trav er langskridtet, meget livlig, yndefuld og effektiv. Hovedet holdes højt, og fraskubbet fra bagparten er glidende og meget kraftfuldt. Forbenene griber godt fremefter og føres lavt. Set forfra og bagfra bevæges forbenene og bagbenene neden for haseleddet lodret mod jorden, uden at krydse eller væve for- eller bagtil.
Pels:
Hårlag : Langt, silkeagtigt og fint hårlag (såkaldte ”frynser”) bag på for- og bagben og udvendig på ørelappen. Også passende behængt på flanker og frem til bryst og strubeparti, hvor der dannes frynser. Alle frynser er lige og flade, uden krøl, men let bølget er tilladt. Halen skal være godt behængt. På alle andre steder af kroppen skal pelsen være kort, fladtliggende og uden krøl.
Farve: Grundfarven er hvid med ensfarvede røde aftegninger (tydelige ”øer” af rød farve). Begge farver skal være mest muligt ”levende” og varme. Småpletter, men ikke roan, er tilladt omkring ansigtsparti og poter, samt på forbenene op til albuen og på bagbenene op til haseleddet. Alle andre steder på kroppen er roan, småplettet eller skimlet pels uønsket.
Størrelse: Ønskelig skulderhøjde for hanner 62 – 66 cm, for tæver 57 – 61 cm.
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Alvorlige fejl: Enhver han eller tæve, der ikke ligger inden for standardens højdemål.
Diskvalificerende fejl:
• Aggressiv eller. meget sky.
• Hanner, der ikke har to normalt udviklede testikler.
• Selv om småpletter - men ikke roan - er tilladt omkring ansigtsparti og poter, samt på forbenene op til albuen og på bagbenene op til haseleddet, udgør tydelig og overdreven roaning, småplettet eller skimlet pels noget andet sted på kroppen en diskvalificerende fejl.
Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl
Kilde: DKK |
