Historie: I det 16. århundrede udviklede racen sig fra Spioenen (også kaldet Spanjoelen), som kom til Frankrig fra Spanien. I Holland kaldte man dem ”Partridge dogs” (agerhønse-hunde). I landets østlige del, især i provinsen Drenthe, holdt man disse hunde racerene uden at krydse dem med udenlandske racer, som man gjorde andre steder. Den 15 maj 1943 blev racen officielt anerkendt af Den Hollandske Kennelklub (Raad van Beheer op Kynologisch Gebied in Nederland), kraftigt støttet af baronesse van Hardenbroek, hr van Heck Jr og hr Quartero. Racen er beslægtet med bl a Kleiner Münsterländer og Epagneul Francais. Den 5 juni 1948 grundlagde man en specialklub for racen, den hollandske forening ”De Drentsche Patrijshond”.
Helhedsindtryk: En velproportioneret hund, tør i muskulatur og omrids. Hele dens krop udstråler styrke og evnen til at præstere den fart, der kræves af en jagthund. Den har et kileformet næseparti, som er lidt kortere end skallen, og dens læber er ret tørre, ikke hængende. Kroppen er noget længere end skulderhøjden, så hunden er dermed let rektangulær. Selv om pelsen ikke er egentlig langhåret, virker den sådan på grund af de vel behængte ører og den noget mere rigelige pels på hals og bryst, fanerne på for- og bagben og halen, som er fyldigt behængt og busket hele vejen rundt.
Temperament: Det er den ideelle hund til jagt i afvekslende terræn, og den jager ”under gevær”, idet den holder stadig kontakt med jægeren – en evne, der synes at være medfødt. Det er karakteristisk for mange hunde af denne race, at de under søget bevæger halen i en cirkel, især når de får fært af vildtet. Når hunden er tæt på byttet, venter den på, at jægeren skal komme nærmere, og hvis det tager for lang tid, ser den sig tilbage efter sin herre. Den har den tilpasningsevne, der sætter den i stand til at jage al slags vildt på mark og i vand. Desuden er den god som apportør og som schweisshund. Disse egenskaber er medfødte og behøver derfor kun lidt dressur. På grund af hundens blide karakter er det forkert at træne den hårdt. Hunden er loyal og intelligent, hvad der –kombineret med god opdragelse og træning – gør den til en højt værdsat familiehund og værdifuld jagtkammerat.
Hoved:
Skalle : Skallen er temmelig bred og kun let hvælvet. I midterlinien løber en knapt synlig fure fra det lette stop halvvejs op mod den moderat udviklede nakkeknude.
Stop : Set fra siden og forfra skråner skallen gradvis ned mod forhovedet, og kinderne går blødt over i næsepartiet. Øjenbrynsbuerne er veludviklede.
Næse : Veludviklet og brun, med godt åbne næsebor.
Næseparti : Næsepartiet er kileformet og en smule kortere end skallen. Det afsluttes stumpt, og partiet under øjnene er på ingen måde indfaldent. Næseryggen er bred og hverken svajet eller buet. En meget svag bue opefter bag næsen er tilladt, mens ”romernæse” er en alvorlig fejl.
Læber : Temmelig tynde og stramt sluttende.
Kæber, bid : Biddet er et stærkt saksebid med god tilpasning.
Kinder : Moderat udviklede.
Øjne: Øjnene er placeret langt fra hinanden og ansat sådan, at de er godt beskyttede, hverken udstående eller dybtliggende. De er moderat store og af oval form. Udtrykket viser godmodighed såvel som jagthundens intelligens. Øjnene ønskes ravfarvede, altså hverken mørke eller lyse som ”rovfugleøjne”. Øjenrandene slutter godt til.
Ører: Ikke tunge. De er højt ansatte og hænger ned direkte fra basis, tæt ind mod hovedet uden folder. Hvis de holdes fremefter, skal de på nær tre fingerbredder nå frem til næsespidsen. De er brede ved basis og ender i en afrundet spids. Ydersiden af øret er dækket af et rigeligt og helst bølget hårlag, ikke krøllet. Hårene er kortere ved ørespidsen. Inderste ørekant er også rigeligt behængt. Når hunden er opmærksom, drejes ørerne fremefter og løftes, således at øret set forfra danner en trekant med folden oven for midten af ørelappen. Ørerne er meget bevægelige og udtrykker hundens forskellige stemninger.
Hals: Halsen er kraftfuld og af moderat længde, nærmere kort end lang, og danner en flydende linie mellem hoved og krop. En hals, der er længere end ønskeligt, virker nok mere elegant, men mangler kraft og er uønsket. Løs halshud eller for meget hud ved struben er utypisk for denne tørt muskuløse og stramme hund og er derfor uønsket.
Krop:
Overlinie : Forløber i en blød linie fra den moderat lange hals over den lige ryg og lænd, afsluttet i det let faldende kryds.
Ryg : Stærk og middellang, ikke for kort. Får sammen med den velvinklede for- og bagpart hunden til at virke rektangulær.
Lænd : Med stærk muskulatur.
Kryds : Bredt og langt, let faldende.
Bryst : Dybt, når ned til albuerne, og ret bredt i fronten. De forreste ribben må dog ikke være så stærkt hvælvede, at forbenenes bevægelse hæmmes. Et smalt bryst, der ikke når til albuerne, er en meget alvorlig fejl. Brystkassen er lang, også de bageste ribben er veludviklede og godt hvælvede. Hverken fladribbet eller tøndeformet brystkasse.
Underlinie : Bugen er kun let optrukken.
Hale: Ret højt ansat og når til haseleddet. Dens øverste halvdel hænger lige ned, og resten danner en let bue opefter. Under bevægelse bæres en del af halen vandret, mens den yderste del bæres i en let bue opefter. Halen bæres aldrig op over ryggen. Bortset fra basis er halen fyldigt behængt på alle sider, aftagende mod halespidsen.
Lemmer:
Forpart:
Skuldre, overarm : Lange skulderblade, skråtstillede og godt tilbagelagte. Overarmen er stillet skråt bagud og danner en god vinkel med skulderbladet. Set forfra og fra siden er den forreste del af brystet godt indrammet af skuldre og overarm, så der dannes en helhed.
Albuer : Slutter tæt til kroppen og er hverken ind- eller udaddrejede, hvad der kunne genere bevægelsen.
Underarm : Lige og godt muskuløs.
Håndrod : Stærk, med god knoglekraft.
Mellemhånd : Hverken ind- eller udaddrejet, let skråtstillet
Forpoter : Runde eller ovale, med tæt sluttede, hvælvede og stærke tæer og solide trædepuder.
Bagpart: Veludviklet, bred og godt muskuløs.
Lår : Bækkenet og knoglerne i over- og underlår danner gode vinkler med hinanden. Set bagfra er bagbenene stillet absoulut lodret, hverken snævert eller bredt.
Haseled : Godt lavt ansat.
Mellemfod : Kort, hverken ind- eller udaddrejet.
Bagpoter : Som forpoterne.
Bevægelse: Godt langstrakt og harmonisk, med godt ”drive”, i travet hverken snæver eller bred, uden udsving til siderne. Hverken albuer eller haser drejes udefter. Hunden er tilbøjelig til at gå i ét spor (single tracking).
Pels:
Hårlag : Tæt, dækker kroppen godt, ikke krøllet. Pelsen er ikke egentlig langhåret, men virker sådan på grund af den lange pels på forskellige partier. På hals og forbryst er hårlaget længere, ørerne har et langt, helst bølget hårlag. Ørerne, bagsiden af for- og bagben og baglårene er behængt. Der foretrækkes bølget pels på ryggen, inclusive halen. Bortset fra basis er halen fyldigt beklædt på alle sider med lange hår, som gradvis bliver kortere mod spidsen. Poterne har et tæt hårlag mellem tæerne.
Farve : Hvid med brune aftegninger, med eller uden småpletter. Mindre ønskeligt er hunde med en blanding af brune og hvide pelshår, med eller uden aftegninger. En sadel er ligeledes mindre ønskelig. Ørerne er brune ligesom hårene rundt om øjnene.
Størrelse: Skulderhøjde for hanner 58 til 63 cm, tæver 55 til 60 cm. En centimeter eller to mere accepteres, hvis hunden er velproportioneret.
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl
Kilde: DKK
|
